På Hjørnegården forvandler de plejehjemskulturen

Plejehjemsledelse i dag kræver mere end blot administration og omsorg. På Hjørnegården i Bredebro har plejecenterleder Susanne Friis og hendes team skabt en ny standard for, hvordan et plejehjem kan fungere som et hjem og ikke bare en institution. Gennem kreative idéer, empati og samarbejde mellem personalet er Hjørnegården blevet både en attraktiv arbejdsplads og et trygt hjem for beboerne.

“Det handler om at skabe et sted, hvor både beboere og medarbejdere trives – og hvor vi hele tiden udvikler os,” siger Susanne, da vi møder hende dagen efter en undervisnings dag. Ifølge hende handler uddannelsesforløbet med INKU ikke om at løse akutte problemer, men om at sikre et godt arbejdsmiljø og en stærk kultur, der kan håndtere velfærdssektorens udfordringer og styrke de innovative kompetencer, det kræver at bryde med det traditionelle og tænke nyt i en tid, som kalder på løsninger for fremtiden.

Forandringer kræver nytænkning

Hjørnegården er et alment plejecenter i Tønder Kommune, hvor medarbejdere og ledelse er midt i et udviklingsforløb i samarbejde med INKU. Forløbet har blandt andet til formål at styrke medarbejdernes kompetencer og fremme samarbejdet på tværs af organisationen.

Hjørnegården skiller sig ud med sin hjemlige og personlige atmosfære. Samtidig tilpasser centret sig de krav, som nye generationer af beboere bringer med sig. Disse generationer har ofte andre behov og forventninger, hvilket stiller krav til både medarbejdere og ledelse.

“Vi står midt i en forandringstid, hvor vi både skal kunne rumme beboere, medarbejdere og det omkringliggende samfund. Vi håber samtidig, at vores tilgang kan gøre os til en attraktiv arbejdsplads,” forklarer Susanne.

Blomster

Fra institution til hjem

Hos Hjørnegården har man gjort op med det klassiske institutionspræg. Som Susanne Friis forklarer, er nøgleordet hjemlighed. Det afspejler sig i alt fra indretning til daglige rutiner:

  • Sanserummet tilbyder en sansemadras, der kan tilpasses beboernes individuelle behov. “Det handler om at skabe ro og tryghed, uanset om man har brug for at falde i søvn eller finde trøst,” forklarer Susanne.
  • Dagligstuen blev i 2023 nyindrettet med sansestole og spiseborde, der kunne passe ind i ethvert hjem. Her samles beboerne om hyggelige aktiviteter og fælles måltider, altid med faste pladser, der skaber forudsigelighed og tryghed.
  • Hyggestuen er designet med farverige vægge, levende planter og hyggelig belysning. “Vi har undgået institutionsmøbler og i stedet købt møbler fra almindelige møbelbutikker. Det gør en verden til forskel,” siger hun.

Billeder

Fællesskab gennem mad og musik

Fællesskabet på Hjørnegården styrkes gennem små, men betydningsfulde initiativer. Personalet synger ofte sammen med beboerne inden måltiderne, hvilket skaber en varm og afslappet atmosfære. Beboerne placeres ved bordene med omtanke, så de får glæde af hinandens selskab.

“Vi tænker meget over, hvordan vi kan skabe gode samtaler og relationer blandt beboerne,” forklarer Susanne.

Derudover er måltiderne altid en oplevelse i sig selv. Bordene er dækket med servietter og pynt, som skaber en indbydende stemning. “Det kræver en indsats fra personalet, men de gør det med glæde, fordi de kan se, hvor stor forskel det gør for beboerne,” siger Susanne.

Personalet som drivkraft for innovation

På Hjørnegården har personalet været med i hele processen. Susanne Friis understreger, hvor vigtigt det er, at medarbejderne føler ejerskab over de nye tiltag. “Når de selv er med til at beslutte, hvordan vi indretter os, eller hvilke initiativer vi starter, giver det et engagement, der smitter af på både kollegaer og beboere,” siger hun.

For at styrke medarbejdernes kompetencer har Hjørnegården indgået et samarbejde med INKU. Uddannelsesforløbet skal medvirke til at videreudvikle det gode samarbejde og den kommunikation, der er nødvendige for at sikre, at alle i huset har innovative færdigheder.

Kreativitet og idégenerering spiller en central rolle, hvor personalet opfordres til at tænke nyt og finde løsninger, der kan forbedre beboernes dagligdag. Empati og relations opbygning vægtes højt, med fokus på en dyb forståelse af beboernes behov og et stærkt samarbejde kollegaerne imellem. Samtidig er læring en integreret del af arbejdskulturen, hvor eksperimenter og erfaringer bruges som redskaber til løbende udvikling og forbedring.

“Jeg lærer selv af det her. Det gør mig bedre som leder og hjælper mig til bedre at forstå mine medarbejdere. Vi skal støtte dem, der føler sig usikre, og give dem plads til at udvikle sig,” siger Susanne, der forklarer at hun er med i al undervisning sammen med hendes teamleder.

En attraktiv arbejdsplads

Rekruttering er en generel udfordring i ældreplejen, men Hjørnegården arbejder målrettet på at styrke sin position som en attraktiv arbejdsplads.

“Vi skal være gode til at vise, hvad vi kan. Selvom vi er en mindre institution, har vi en unik atmosfære og nogle fantastiske medarbejdere. Det er vigtigt at synliggøre,” understreger Susanne.

 

En arbejdsplads der tiltrækker

Hjørnegårdens unikke tilgang gør det også til en attraktiv arbejdsplads. Ifølge Susanne er rekruttering sjældent et problem. “Vores medarbejdere bliver ofte hos os i mange år. Når vi søger nye kollegaer, får vi mange ansøgninger fra folk, der specifikt ønsker at arbejde her. De har hørt om os fra andre og vil gerne være en del af kulturen.”

En model for fremtiden

Hjørnegården er et eksempel på, hvordan innovation og empati kan transformere ældreplejen. Teamet på Hjørnegården har skabt en kultur, hvor medarbejderne ikke blot udfører pleje, men også er medskabere af en hjemlig og tryg hverdag for beboerne.

“Det kræver tid, samarbejde og mod at tænke anderledes,” afslutter Susanne. “Men når vi ser, hvordan det skaber glæde og tryghed for beboerne – og stolthed blandt medarbejderne – så ved vi, at vi har valgt rigtigt.”