Uddannelse i praksis handler om, at få det til at simre i hverdagen
Dagens møde om uddannelse og udvikling tog os øst på. Den 15. december 2021. Det er altid hyggeligt at træde indenfor på plejehjemmene i december, hvor der er pyntet til jul. Alverdens nisser, lyskæder og julestjerner pryder husene. Tænk sig summen af juleminder og traditioner samlet et sted – hvem der bare havde tid til at lytte. Vi lyttede skam også, men i dag til MED-udvalget og gerne en anden dag til beboernes minder, om deres jul gennem tiden. Vi lyttede i dag til hvad plejecentret og de kompetente medarbejdere lykkedes godt med og hvor der er udfordringer, der gennem ny viden, refleksion og træning kan minimeres. Vi talte om kulturarbejde og levede værdier. Om samarbejde og god kommunikation, respekt og forståelse for hinandens arbejde døgnet rundt: “og spille hinanden gode” blev der sagt højt og en anden istemte: ”Uddannelse i praksis handler om, at få det til at simre i hverdagen”. Ja, der er ingen quickfix og kun et par dages undervisning er ikke løsningen. Det er det lange seje træk tværtimod så det kan simre i hverdagen. Udover at være voksenpædagogiske undervisere, sygeplejersker, coaches og psykoterapeuter så er vi derfor også projektledere. En plan over 2 år med 100 medarbejdere, skal styres og løbende evalueres. Der er både tilmeldinger, datoer, vikardækninger, økonomi, og løbende ændringer, der skal styres lydløst, for dermed at kunne holde fuld fokus på kvaliteten af uddannelse og udvikling. Vi ved hvor vigtigt det er og vi prioriterer det derfor højt.
I dag var endnu et godt møde med venlige og dygtige mennesker, der gør en stor forskel for deres beboere og ikke mindst vil sikre, et godt samarbejde med de pårørende.
Tak for i dag.