Da Hybenbo sagde ja til en kulturrejse
Kompetenceudvikling ved INKU – Institut for kompetenceudvikling, blev et fælles fundament for fremtiden.
”Kan man lære en gammel cirkushest nye tricks?”, spørger vi teamleder og daglig leder, Birgit Baagø fra Hjemmeplejen i Hybenbo, som ligger i landsbyen Årre ved Varde. Svaret blev et rungende ”ja”.
En fælles kultur skulle se dagens lys
Som leder for to hjemmeplejegrupper, både Birgittegården og Hybenbo, var tiden inde til en sammenlægning i 2021. ”Vi skulle have de to grupper, lagt sammen til én enhed. Der var både for og imod og der var også nogle medarbejdere, der rejste på den bekostning. Det var to meget forskellige grupper, så derfor tænkte vi, at det ville være rigtig godt, at få kompetenceudvikling til at være hele grundlaget for sammenlægningen. Vi var 25 medarbejdere med 8 kilometer imellem os, men selvfølgelig fra hvert vores sted og kultur. Det var dem og os. Så da vi fik besøg fra INKU, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle i gang”, fortæller Birgit.
AHA-oplevelse
”Så kom vi i gang med forløbet og det var virkelig en AHA-oplevelse, da vi efter snart to år havde evalueringsmøde med vores Projektleder Sanne Haaning. Vi opdagede nemlig, at vi havde opnået rigtig mange af de mål, som vi havde sat op på de første strategidage”, fortæller Birgit.
Hvad lykkedes godt?
”I dag kommer 25 medarbejdere glade på arbejde, men starten var ikke helt let. Nogen synes, ahhh var det nu også nødvendigt, at de skulle på kursus så mange gange. Det var da alt for mange dage”, som Birgit siger det. ”Men alle har meldt ud, at bare dét, at være sammen med alle sine kolleger, på tværs af dag-, aften- og nattevagter, har været givet godt ud. I dag tør de gå til hinanden. Det gjorde de bestemt ikke før”, fortæller Birgit.
Som vi fortsætter vores samtale om forløbet, fortæller hun os også om, hvordan kommunikation, koordination og sprogbrug er forbedret i deres team: ”Vi har nu meget mere fokus på, at vi har et ordentligt sprog – også når vi er uenige. Vi har fået et godt sammenhold, hvor vi hjælper hinanden rigtigt meget. Der er ikke nogen, der kommer ind fra ’marken’, før alle ved, at alle er med. De ringer til hinanden og holder øje med hinandens kørelister. Når vi møder ind på vagt, ved vi nemlig aldrig, hvordan det kommer til at gå, så derfor har vi brug for, at vi hjælper hinanden, så ingen står alene. Det er lykkedes så godt, at vi i dag ikke er bange for at ringe til en kollega, fordi vi ved, at vi bliver mødt med tillid”, siger Birgit.
En stærk vision
Et KAMPUS forløb ved INKU – Institut for Kompetenceudvikling, løber over to år. ”At vi arbejder intenst over to år og hele tiden sikrer, at vi skaber forandringer i praksis, er kernen i vores arbejde og i vores værdisæt”, fortæller Projektleder og Administrerende Direktør for INKU – Institut for Kompetenceudvikling, Sanne Haaning.
Et KAMPUS forløb starter altid med TRIO Gruppen, som består af ledelsen, Arbejdsmiljørepræsentant (AMR) Tillidsrepræsentant (TR) og nogle gange også Medarbejderudvalget (MED). De to strategidage, hvor værdier, vision, mission og målsætninger formuleres, er afgørende for succes, hvilket da også Arbejdsmiljørepræsentant, Kristiane Christiansen ved Hybenbo bekræfter:
”De første dage gav rigtig god mening og jeg vidste bare, at det her kommer vi i hus med”, fortæller Kristiane: ”Det har været et intenst forløb, centreret om vores lille enhed og de udfordringer vi stod med på det tidspunkt”, siger hun. En vision blev således formuleret og som Kristiane siger det stolt: ”Vi er tæt på at nå i mål”.
Vision for Hybenbo:
”Vi vil være en attraktiv arbejdsplads, med positive medarbejdere, der prioriterer høj faglighed. Vi vil være et ansvarligt team, hvor der er plads til forskelligheder, åbenhed og god kommunikation”.
Det kan blive sårbart
”I TRIO gruppen havde vi et ansvar for at gå forrest og sælge det til kollegerne. Vi solgte det som en kulturændring og ikke bare endnu et kursus. Det viste sig at komme til at holde. Undervejs har vores rolle også været at bruge de redskaber vi lærte på undervisningsdagene, samt hente vores coach ved INKU ind, når det blev for svært. Vi lærte nemlig, at vores rolle også er at stoppe op og ikke lade problemer passere”, siger Kristiane og tilføjer: ”Undervisningen var bedst når det blev personificeret, når det handlede om os, og det var samtidig der, hvor det blev allermest sårbart”, fortæller hun eftertænksomt.
Kristiane er i det hele taget god til at reflektere, og har en masse godt på hjertet, for som hun siger:
”Jeg vil bare så gerne, at vi har det godt og alle har et godt arbejdsliv”.
Viden skal trænes i praksis
Til spørgsmålet om, hvordan man kan holde fast i noget, der løber over så lang tid, bifalder Kristiane især styregruppemøderne. Hun nævner, de løbende evalueringer i forløbet er afgørende for at holde kursen og gejsten oppe.
Sanne Haaning siger det sådan: ”Viden skal blive til kompetencer, og det gør vi bedst ved at træne i praksis, og netop derfor, holder vi godt fast, og er der for dem over de to år forløbet strækker sig over”.
Lidt mere nysgerrig på kulturrejsen, samarbejdet og kommunikationen, spørger vi, om man med anerkendende kommunikation, kan forebygge konflikter?
”Der vil altid være noget, vi skal stoppe op og tale om – sådan er virkeligheden trods alt”, er det prompte og ærlige svar fra Birgit. ”Jeg har dog også lært, at nogle gange, skal vi hente hjælp udefra, så vi inviterer gerne undervisere og konsulenter ind i vores verden, for at nå vores mål om, at alle skal have et godt arbejdsliv”, siger hun.
Ingen sure miner
”Jeg oplever f.eks. ikke, at der er nogen, der anvender et dårligt sprog længere, om de forandringer vi hele tiden møder. Jeg tænker, det er fordi de har lært hinanden rigtig godt at kende, og at der er tillid mellem alle. Når vi har en sygemelding, så kan det da godt lige se kaotisk ud, men så hjælper vi hinanden og tager det fra en ende af. Der er aldrig sure miner og ikke nogen, der taler det ned. Med fælles hjælp går det”, fortæller Birgit med en vis lettelse i stemmen, fordi det ikke altid er det, der kendetegner en kultur.
Lettere at lede
”Det betyder, at jeg også er glad for at gå på arbejde”, siger Birgit med et smil og fortsætter. ”Jeg har det godt og jeg ved, at sammen løser vi opgaven. Min ledelse er blevet nemmere, for jeg har også lært medarbejderne godt at kende. Jeg har lært, hvordan jeg får tingene sagt på en anden og bedre måde. I dag kan jeg som leder, tage konflikter i opløbet og jeg er blevet meget mere opmærksom på de småting, der kan være i hverdagen, og starte en dialog om det. Småting kan nemlig blive til store sager. Jeg har nok haft det, som mange andre ledere, at jeg ikke var glad for konflikterne. Jeg måtte jo tage dem, men jeg har aldrig syntes, det var specielt rart. I dag har jeg meget lettere ved den del og føler det er trygt”, siger Birgit.
Rekruttering er nemmere nu
Generelt giver medarbejderne på Hybenbo udtryk for, at de også er glade for deres arbejde og deres nye fælles arbejdsplads. De har heller ikke længere nogen der rejser derfra, ligesom rekruttering også er blevet meget bedre, da det rygtes, at Hybenbo er et godt sted at arbejde. Jo mere positiv omtale man har, des lettere er det. Arbejdsmiljøet har stor betydning for, hvordan elever lærer og hvordan de oplever, at være hos Hybenbo. Mange søger dertil efter deres skoletid.
Vi taler ordentligt om det
Til spørgsmålet om, hvordan kompetenceudviklingen har påvirket beboere og deres familier, siger Birgit, at det kan mærkes ved, at der ikke er klager, men også at den gode kommunikation flyder ud til alle, der skal samarbejdes med. Der er også læger, kommune, sygeplejersker, præst og andre i nærmiljøet. Birgit giver udtryk for, at når samarbejdet alligevel bliver svært, fordi der kan være forskellige forventninger, så tales der ordentligt om det fremfor at bagtale. ”Når vi ikke kan handle på noget, er det svært. Det kan være, at vi skal vente længe på information eller beslutninger, andre steder fra. Tålmodigheden eller forståelsen for det kan udfordre og derfor er det så vigtigt, at vi er ordentlige i vores kommunikation”, siger Birgit.
Det lykkedes med stolthed
Vi spørger Birgit, om hun har en anbefaling til andre og det har hun heldigvis: ”Jeg vil fortælle dem om, hvor godt det har været at være sammen og have så meget fokus på vores kommunikation. Alle har været meget aktive, når vi har været afsted på kursusdagene. Dem der havde armene over kors, fik vi også med, og selv om nogen i starten sagde, at ’man ikke kan lære gamle heste nye tricks’, ja så lykkedes det jo meget godt alligevel – og det er vi stolte”, afslutter Birgit.
Kommentar fra underviseren:
Personalet og leder har udviklet sig så flot. Også de, der var mere skeptiske i starten, har arbejdet godt med og har budt ind undervejs. Deres skeptiske vinkel har på en god mode gjort mig skarpere i min formidling.
Alle har været åbne og modige og været aktive medspillere på hver deres måde. I takt med, at de har lært sig selv og hinanden bedre at kende, er de blevet bedre til at håndtere deres udfordringer på en ny og en sundere måde. De er blevet meget selvansvarlige i deres kommunikation og er gode til at bruge den viden, de har tilegnet sig undervejs.
Kan du kende Hybenbos udfordringer, og kunne du tænke dig at se, om vi kan give dig lignende løsninger? Tag fat i os, og lad os tage en uforpligtende samtale, og se om vi har KAMPUS er noget for dig.
Kontakt os HER.