Er du en del af en forråelseskultur?

”Forråelse – hvad betyder det egentligt?”. Det er et godt og vigtigt spørgsmål at stille. Mange vil ikke kunne give et entydigt svar. Nogle vil reflektere et øjeblik og give et par teoretiske bud på fænomenet. Langt de fleste har været i det selv, måske helt uden at vide, at det var det det var.

Afmagt skaber forråelse

Cand. Psych Dorthe Birkmose er forfatter til bogen ”Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse”. Hun er også en af gæsterne i den populære podcast serie ”Brinkmanns briks”, hvor begrebet og fænomenet udfoldes ind i konteksten – omsorgstræthed.

Når vi i INKU læser og lytter med, er den første tanke, at forråelse findes overalt og uanset, om man er medarbejder på et plejehjem, i en produktionsvirksomhed eller blandt venner og familier. Forråelseskulturen kan snige sig ind i organisationerne og i menneskene, hvor det enten tager bo i lang tid eller kan være et forbigående fænomen.

Dorthe Birkmose siger det sådan her:

Når vi mærker afmagten, fordi fagligheden ikke slår til eller når fagligheden fortrænges af økonomiske hensyn, bliver professionelle afmægtige.

Hun peger på, at afmagtsfølelser er svære at håndtere. Ofte bruges forsvarsmekanismer, som fortrængning og benægtelse, for at skjule det for os selv og andre. Når vi i INKU arbejder med plejesektoren, møder vi af og til afmagten over, at den faglige stolthed er udfordret af politiske beslutninger, som besparelser og normeringer. Symptomerne kan være, at den faglige stolthed lider et knæk, fordi medarbejderne ønsker at udføre jobbet på allerbedste vis, men er begrænsede og handlingslammede. Når vi mennesker ikke kan handle eller tør handle, forholder vi os passive, og vi kan glide med ind i forråelseskulturen og opsluges. Vi kan heldigvis også sige konstruktivt fra eller desværre mindre konstruktivt. Vi kan risikere at blive en del af dem vi kan kalde ”hyggehaderne”, der brokker sig, peger fingre, svarer kynisk og taler om de andre, som mindreværdige. Det kan umiddelbart føles hyggeligt, for vi er jo fælles om fjenden.

Forråelsen har mange ansigter

Forråelse kan være krænkende adfærd, med negativt sprogbrug, hvor man peger fingre ad de andre, anvender mobning, taler nedladende og forurettende om kolleger, beboere, kommunen, lederne. Fortællingerne smitter og bliver den diskurs, vi tror på, er den eneste sandhed. Forråelse kan også vise sig i martyrrollen og som omsorgstræthed, hvor forsøget på at redde alt og alle, gør redderen til ofret. Her ser vi ofte, at den positive hensigt om, at ville hjælpe, bliver til overskridelse af egne grænser, og dermed til træthed og afmagt. Symptomerne kan hos den enkelte ligne stress symptomer og i organisationerne viser symptomerne sig ofte, som højt sygefravær, konflikter, dårlig ledelse, hård tone, negativt sprogbrug og dårligt trimmede forretningsgange og processer. Tilliden svinder bort og der kan ske medarbejderflugt og sygemeldinger.

Vi må ikke se passive til

Nu er vi ved at være fremme ved, hvad det her fænomen er og kan være. Ifølge Dorthe Birkmose, er det værste, når vi ser passive til, fordi vi dermed ikke kan stoppe op og ændre på kulturen eller situationen. Forklaringen kan hentes i gruppens magtfulde betydning.

 

Mennesket besidder en parathed til at indgå i grupper og udvise de personlighedstræk, som gruppen har brug for (Bion, 1993). Vi er sociale og vil derfor strække os langt for at kunne være med i fællesskabet.

 

Dorthe Birkmose forklarer det med, at vi mennesker er villige til at bøje af, for at beskytte og bevare gruppen, selv om gruppens kultur er forrået. Vi kan være bange for selv at blive ekskluderet, hvis vi går imod gruppens kultur og siger stop. Samtidig peger Birkmose på, at netop det tabuiserede i fænomenet, gør det svært at tale om og forstå, for man er jo selv blevet en del af problemet.

Mod og kompetence er nødvendig

I NKU oplever vi, at der skal kompetence og mod til, for at skabe en ny kultur, der evner, at gå i professionelle dialoger med hinanden og få vendt mistillid til tillid”, siger INKU´s direktør Sanne Haaning og forklarer: ”Der er ingen quickfix på hverken forebyggelse eller problemløsningen i forråelse. I INKU har vi derfor koncepter, hvor vi kompetenceudvikler, coacher, evaluerer og sikre transfer til praksis over en længere periode. Vi har et gennemarbejdet koncept, og vi ved af erfaring, at det virker. Det er det lange seje træk, der skaber store forandringer og dyb forankring i kulturen, siger Sanne. 

Hvordan får vi øje på forråelse?

Ifølge Dorthe Birkmose, skal vi lytte godt efter. I personalegruppens fortællinger, er der anekdoter, der sladrer om moralen. Fortællinger om konsekvenspædagogik der virker og er nødvendig, en ligegyldig afmagt eller konstant brok over det systemskabte, en rå tone om de andre, øgenavne og gøren grin med beboere og hinanden. I INKU tænker vi, at vi skal passe på med at dømme, fordi det vi ser i forråelseskulturen, er symptomer hos mennesker og medarbejdere, der gerne vil udføre et godt stykke arbejde, men bliver afmægtige undervejs.

Litteratur:
Dorthe Birkmose: Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse. Universitetsforlag, 2013.
Dorthe Birkmose: Forråelse – et tabu og alligevel helt almindeligt, tidsskrift for pædagoger, 2014.
Bion, W.R: Erfaringer i grupper. Hans Reitzels forlag, 1993