Demenskoordinator 

Arbejdet med mennesker der lever med demens, kan ofte være en hverdag med mennesker i sorg og krise. For mange mennesker smuldrer livet og flere livsdrømme går itu.

Vrede, frustration og magtesløshed kan gøre det svært for sundhedspersonale at støtte mennesker med demens.

En sundhedsfaglig baggrund rækker ikke altid, fordi psykologisk og pædagogisk viden også skal i spil for at nå både mennesket med demens og familien.

Uddannelsen til demenskoordinator er praksisnær og tager afsæt i deltagernes personlige læringsstil. Samtidig får man personlig og faglig supervision.

Der arbejdes med ’Den treenige hjerne’, som bygger bro mellem den seneste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi og giver indsigt i hjernen som sansende, følende og tænkende.

Kombinationen af ny viden, også om lovgivning, samt masser af praksisnære eksempler, giver deltagerne nye vinkler på at møde mennesker med demens og yde personrelateret omsorg.

Uddannelsens indhold

Demenskoordinatoruddannelsen strækker sig over fire moduler á tre dage.

Som demenskoordinator lærer du at

  • Arbejde med og møde mennesker med demens
  • Yde personrelateret omsorg – og forstå familiens situation og reaktioner
  • Forbinde teori og den nyeste viden med masser af praksiseksempler
  • Kombinere sundhedsfaglig uddannelse med psykologi og pædagogik
  • At inddrage sundhedsfaglige medarbejderes konkrete erfaringer i en skræddersyet uddannelse

Du lærer også om

  • Den treenige hjerne – Sansende, følende og tænkende
  • Serviceloven
  • Psykisk arbejdsmiljø i omsorgsarbejdet
  • Psykologisk tryghed og at passe på sig selv og kollegerne
  • At forstå dit eget psykiske arbejdsmiljø og gøre det til et fælles ansvar
  • Praksisnær aktionslæring med afsæt i din personlige læringsstil
  • Familiedialog og mødet med de pårørendes krise og sorg
  • Seksualitet hos mennesker med demens

Inden opstart tager du en profil på din egen lærings-og kommunikationsstil.

Mellem modulerne modtager du individuel personlig og faglig supervision.

Demens

Den treenige hjerne

Vi oplever gang på gang, at vores kursister får store aha-oplevelser, når de lærer om den treenige hjerne. Det er en vigtig viden at have, når man arbejder med mennesker, der lever med demens. Vi kombinerer naturligvis teorien med en masse praksiseksempler.

Den treenige hjerne, også benævnt som neuroaffektiv udviklingspsykologi, er en brobygning mellem den seneste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. 

Der skelnes mellem ’ sansehjernen’, ’følehjernen’ og ’tænkehjernen’.

Sansehjernen er det autonome nervesystem. Herfra reguleres vores energiforvaltning (arousal niveau), ligesom vores overlevelsesstrategier reguleres her.
Det er herfra, vi mærker om noget er behageligt eller ubehageligt, vi fornemmer vores sanser – og mærker vores krop.

Følehjernen er det limbiske system, der håndterer følelser som glæde, sorg, vrede osv. Herfra opstår balancen mellem at have opmærksomhed på sig selv og andre mennesker. Der bygges videre på sansehjernen, som er en forudsætning for, at vi kan mærke vores følelser i kroppen.

Tænkehjernen er frontallap-systemet, som håndterer fx sprog, meninger og abstrakt tænkning. Herunder behovsudsættelse og evnen til at skelne mellem fortid, nutid og fremtid. Evnen til at mentalisere, dvs. at kunne forstå baggrunden for andre menneskers adfærd, og forstå sig selv, hører også til her.

Læring på DIN måde – 4MAT-metoden


For at få mest mulig ud af undervisningen, arbejder vi med 4MAT, som er en metode til at hjælpe uddannelsens deltagere til at forstå deres egen og andres lærings- og kommunikationsstil.

Metoden består af et 8-punkts proceshjul, og en typologi, der tager udgangspunkt i fire grundtyper og deres foretrukne læringsstile. Proceshjulet og typologien kobles med viden om hjernens indflydelse på, hvordan vi hver især opfatter, lærer og videreformidler viden.

Med 4MAT vil du opleve, at:

  • Din personlige læring og udvikling imødekommes
  • Dit uddannelsesforløb bliver mere effektivt
  • Du bliver bedre til at samarbejde, fordi du lærer at forstå dig selv og andre

Målgruppen

Uddannelsen er for kommunalt ansatte sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, men kan også tages af fx fysioterapeuter, eller andre fra primærsektoren.

Vi tilbyder desuden kurset ’Demens og adfærd’. Kurset er oplagt for uddannelsesdeltagernes kolleger, så arbejdspladsen får et fælles sprog og de samme perspektiver på mennesker med demens. Jo flere medarbejdere, der har den samme tilgang, jo lettere bliver det at få læringen til at virke i dagligdagen.

Vil du vide mere?

Vi er altid klar til en helt uforpligtende snak om et muligt samarbejde.

For at sikre optimal implementering i hverdagen, anbefaler vi at I som virksomhed, får relevante medarbejdere på et kompetenceløft i demens, læs mere her.